ligemed samtlige norske Biskopper „og alt andet Rigens Raad af Norge.“ Med Kongens Samtykke fastsattes her adskillige Lovbestemmelser angaaende Grændserne mellem den kirkelige og verdslige Myndighed, saaledes om Løsagtighedsforseelser mellem Nærbeslægtede i første og andet Led, Synd mod Naturen o. s. v. „Saadanne Forbryderes Gods skal skiftes i Helming mellem Kongen og Kirken, om de komme til Skrifte eller ikke. Livet skal de tigge af Kongen, om de komme til Skrifte eller ei. Men Kongens ombudsmænd skulle ikke besvære sig med Frillelevnet eller Skyldskab i tredie eller fjerde Led og ingen Sekt tage deraf i nogen Maade. Om Mened, som for Lægmænd gjøres i det Maalemne, som Lægmænd have at overdømme, skal den Sekt Kongedømmet tilhøre. Men det, som Kirkens Maal er og de Meneder, som da gjøres, er Kirkens egen Sag, end skulle baade disse og hine tage Skrifte for Kirkedøren. Mænd eller Koner, som løbe bort med anden Mand eller Kvinde, eller det findes, at de have to Fæstekvinder, de ere udlæge, og falder deres Gods halvt under Kronen og halvt under Kirken. Lægmænd maa ei dømme i disse Sager, endda de have Sekten, men de Maal dømmes af Kirken. Item alle andre Maalemner mellem Kirken og Kongedømmet skulle blive at overdømme, eftersom Christenretten udviser.“[1]
Tre Aar senere (22 Mai 1481) døde Christiern I. Der herskede ingenlunde Tilfredshed med hans Regjering i Norge, han havde vist sig svag i mere end en Henseende, navnlig i Anledning af Begivenhederne i Bergen 1455 og ligeoverfor Hanseaterne overhoved, han havde skilt Riget ved Orknøerne og Hjaltland og han havde inddraget Fremmede, og det ogsaa i geistlige Beneficier. Uviljen gav sig Luft gjennem et bevaret Klageskrift,[2] og, skjønt Sønnen Hans allerede 1458 var hyldet ogsaa som norsk Thronfølger, ønskede Rigsraadet, i det mindste dets Flertal, helst at bryde Foreningen med Danmark. Men man saa ingen anden Udvei til at opnaa en Fraskillelse end gjennem Tilslutning til Sverige, og her havde Hr. Sten Sture Hænderne fulde med at
