Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/262

selv mærke,“ ja Erkebiskoppen skulde endog have sagt: „Hvi mon de Svenske nu ei vaagne op tilfulde, nu er stor Leilighed til at skille de Danske helt ud fra Norge, om Hjelp kommer med en Hast.“^[1] Men Tingen var atter nu, som ved flere Leiligheder før og senere, at Sverige var optaget med sit eget Forsvar og ikke formaaede at gribe ind i de norske Forhold. Den norske Gjæring døde derfor ogsaa denne Gang hen af sig selv.

I Biskop Karls Sag maatte Gaute naturligviis lade høre fra sig, og i Førstningen har han ogsaa tænkt at gjøre det paa den eftertrykkeligste Maade. Nu blev det kun til en svag Henvendelse (af 31 Mai 1508) til Kong Hans, fremsendt gjennem Erkebiskop Birger af Lund, der først fik den i Midten af Juli. Hans svarede Erkebispen i undvigende Udtryk og videre er fra dennes Side neppe foretaget.^[2]

Dette bliver ogsaa forklarligt nok, naar man erfaren at Gaute selv i den nærmest følgende Tid skal have været i Fare for at friste en Skjebne omtrent som Biskop Karls. I 1509 kom nemlig Christiern II for anden Gang til Bergen og Erkebiskoppen var ligeledes der tilstede. Den nye Konge gjentog sit Forlangende om at blive kronet, men der blev atter givet ham det Svar, at man ikke kunde have to kronede Konger i et Rige. I Throndhjem begyndte man at ængstes for Erkebiskoppen, der blev længere borte, end paaregnet, og det befrygtedes, at Christiern skulde have forgrebet sig paa ham.^[3]

Om Gautes Virksomhed vides forøvrigt saare lidet. Man seer tilfældigviis, at han i 1495 var paa Visitats i Melhuus,^[4] og at han, uvist naar, visiterede i Tønset i Østerdalen.^[5] Paa sin Domkirkes Forbedring sees han at have lagt Vind. Man erfarer, at tre Kanniker efter hverandre have været Kirkeværger og ladet arbeide paa Domkirken ved Hjælp af dertil anviste Indtægter.^[6] Den 4 Sept. 1476 indviede han

1. Allen, De tre nord. Riger I 457, 678.
2. Dipl. Norv. VIII No. 471 og 473.
3. Denne Beretning der skyldes et Brev fra den svenske Ridder Hr. Thure Jönssön (Knut Alfssøns Faderbrodersøn) til Hr. Svante Nilssøn, maa vistnok benyttes med Forsigtighed, da et Træk i samme (det, der fortælles om Olaf Ottessøn) bevislig ikke er rigtigt. Brevet er trykt i Styffes Bidrag til Skandinaviens Historia V. 366–367.
4. Dipl. Norv. I. No. 985.
5. Jens Nilssøns Visitatsbøger 32.
6. Dipl. Norv. XII. No. 629.