havde lovet Dronning Isabellas Familie at gjøre alt muligt for at faa Dyveke fjernet, og kjendte vistnok ogsaa, at man i Dronningens Hjemland havde slaaet paa, at Frillen skulde bort enten med det gode eller onde, og at man i Nødsfald vilde spille hende „une grande finesse.“ Da saa Dyveke kom af Dage paa en mystisk Maade, maa Sigbrit have gjort sig sine egne Tanker om denne Sags Sammenhæng. Hun har meent, at Erik har sat ondt for hende i Nederlandene, og han skulde føle hendes Hevn.[1]
Hans Mule blev hendes fornemste Redskab. I de under Akershuus hørende Len havde Erkestolen ikke smaa Besiddelser, og dens Tjenere vare aldrig sikre paa de Kanter, endog Pilegrimene, der endnu søgte til St. Olafs Helligdom, bleve mishandlede. Herover klager Erik allerede i Marts 1519 til sin Konge,[2] men det frugtede Intet, og ligesaalidt havde en fornyet Henvendelse i Slutningen af samme Aar nogen Virkning Hans Mule opførte sig som et Slags norsk Statholder, ja synes endog virkelig at have faaet en Fuldmagt som saadan af Christiern.[3]
Nogen Tid forløb paa denne Maade, indtil Erik besluttede sig til at forlade sit Sæde for at søge Opreisning. Den 16 Mai 1521 gav han (endnu i Trondhjem) Mag. Olaf Engelbrektssøn, der nu var Decanus i Capitlet og Officialis, sin Kvittering for rigtigt Regnskab over alle Oppebørsler[4] og ikke længe efter forlod han Landet. Det er et smukt Træk, at han før sin Afreise havde draget omsorg for Midler til fortsat Arbeide paa Domkirken.[5]
I Slutningen af Juni 1521 møde vi ham i Amsterdam, og hvem traf han der sammen med? Med selve Kong Christiern, uden at nogen af de to havde Anelse om, at de skulde mødes her. Efter hans egen Paastand, der ikke kan forkastes, havde det været Erkebiskoppens Mening at reise til Danmark, vistnok for at søge Bistand hos Rigsraadet, men Storm og Uveir havde drevet ham til Holland. I Amster-
- ↑ Det Meste, af hvad der vides om Sigbrit og Dyveke, vil findes samlet i Allens og Paludan-Müllers Verker, senere har jeg selv efter Kilderne leveret en Afhandling om disse to Kvinder i „Folkevennen“ 1894. S. 269–291.
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1054.
- ↑ Finni Joh. Hist. eccl. Isl. IV. 204 (i et Brev fra Erik selv.)
- ↑ Dipl. Norv. I. No. 1058.
- ↑ Dipl. Norv. IV. No. 1080.
