Under Erik Walkendorfs Fraværelse og, indtil hans Død blev bekjendt
i Nidaros, styrede Domcapitlet Stiftet efter gammel Sædvane, idet
Mag. Olaf Engelbrektssøn, der var Decanus og derhos havde været
Official, vistnok havde den afgjørende Indflydelse. I denne Tid blev
en islandsk Bispestol besat, idet Øgmund Paalssøn viedes i Bergen til
Skaalholt 1522. Throndhjems Capitel paalagde ham at lægge Veien
til Island om Hjaltland og der at foretage en kirkelig Visitation. Det
vilde herved hævde øerne som en Del af den norske Kirkeprovinds,
og Visitatsen fandt virkelig Sted i Juni og Juli s. A.[2]
Det skal have medtaget ikke mindre end et halvt Aar, inden Budskabet om Eriks Død naaede hans Erkesæde (27 Mai 1523). Christiern II havde da som Flygtning forladt sine Riger, og i Norge var ingen ny Konge antagen. Capitlet skyndte sig at skride til Valg, og Olaf Engelbrektssøn blev eenstemmig udkaaret 30 Mai.
Denne mærkelige Mands Forældre og Fødested kjendes ikke. En Beretning der lader ham hore hjemme paa Stavangerkanten og kalder ham en Dattersøn af Biskop Audun († 1445), er ganske vist forkastelig.
- ↑ Som i Fortalen anført, kan den sidste Erkebiskops Historie kun blive fortalt i sine store Hovedtræk. Jeg gjør opmærksom paa, at jeg tidligere har skrevet Adskilligt om denne Mand, navnlig i D. Meidells Norske Maanedsskrift I. 266–296 og i Norsk hist. Tidsskr. III. („Fru Inger Ottesdatter“).
- ↑ Se min Afhandling om Orknøernes og Hjaltlands Berøringer med Moderlandet Norge efter 1468 i Statsøkonom. Tidsskrift 1895, S. 55.
