Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/283

Denne siden er ikke korrekturlest


I 1531 skulde holdes en Herredag i Danmark for begge Riger, og Erkebispen var naturligvis indkaldt. Han fulgte imidlertid den samme Politik som i 1529 og blev borte. Til Paaskud kunde han nu vælge en sørgelig Begivenhed, der just var indtruffen, nemlig en Ildebrand, der i Mai havde raset i Throndhjem og haardt medtaget selve Domkirken, som nu for tredie Gang hjemsøgtes og herefter lige til vore Dage for den største Del kom til at bestaa af Ruiner.

Vi ile henover de mærkelige Begivenheder som nu paafulgte. Gustav Trolle kom til Throndhjem om Høsten 1531, og for ham fornyede Olaf sin Troskabsed til Christiern II. Kort efter kom denne selv til Oslo, nu tilsyneladende som ivrig Katholik. Prælaterne toge alle hans Parti, og Olaf aflagde endog ved Juletid et kort Besøg hos ham i Oslo og var saare ivrig for at understøtte ham med Penge. Ved Hjemkomsten besatte han strax Vincents’s og Nils Lykkes nordenfjeldske Len og beslaglagde atter Fru Ingers Eiendom.

Christierns Rolle var imidlertid snart udspillet, og han maatte, som bekjendt, den 8de Juli 1532 forlade Norge for at gaa sit Fangenskab imøde. Men endnu, medens han laa stille for Modvind i Oslofjorden, fik han en sidste Hilsen fra Erkebispen, der (efter Reimar Kocks Vidnesbyrd) sendte ham 7000 Lod Sølv, hvilken Sum nu formodentlig faldt i hans Fienders Hænder.

Allerede forinden havde Olaf imidlertid selv været hjemsøgt af sine Fiender. Den bekjendte Otto Stigssøn havde fort en liden Flaade fra Bergen til Throndhjem, hvorfra Erkebispen var flygtet til Stenviksholm. Her blev han vel ikke angreben, men Byen desto haardere medhandlet. Erkebispegaarden selv blev brændt, ligesaa to af Olafs Sædegaarde, og Plyndring foregik i stor Maalestok. Capitlet blev brandskattet, og efter hvad der (dog neppe med fuld Paalidelighed) fortælles, skulle ogsaa en stor Del Bøger og Papirer være blevne brændte paa Domkirkegaarden. Senere ud paa Aaret maatte Olaf gaa ind paa et haardt Forlig med de kongelige Commissarier og love uhyre store Bøder, hvilke dog de følgende Hændelser befriede ham fra at betale. Det er ogsaa oplyst, at Frederik I’s Svigersøn, Hertug Albrecht af Preussen, stærkt havde tilraadet Kongen at afsætte Olaf og gjøre en af sine egne Sønner til Erkebiskop „eller Superintendent“ i Throndhjem.[1]

  1. Dansk hist. Tidsskr. 4 R. VI. 251.