Den norske Kirke blev, som bekjendt, selvstændig Kirkeprovinds i
1152. Tidligere havde Norge, skjønt dets Kirke nærmest kan kaldes
en Datter af den engelske, længe været henregnet under den store
Kirkeprovinds Hamburg–Bremen, til hvilken Olaf den Hellige, den
engelske Kong Knuts Fiende, bestemt havde sluttet sig. Derpaa
havde de tre nordiske Lande i 1103 faaet en fælles Erkebiskop i Lund.
Ingen af disse fremmede Metropolitaner, hverken de tyske eller de
danske, havde nogensinde besøgt vort Land, skjønt den myndige
Adalbert, Harald Haardraades Samtidige, virkelig havde tænkt derpaa.
Overhoved havde den norske Kirke, grundlagt og beskyttet af Rigets
Konger, udviklet sig temmelig selvstændigt, dens Lovgivning var en
Del af de almindelige Landslove, og den canoniske Ret havde ikke
fundet Indgang. Til direkte Forbindelser mellem den norske Kirke og
Pavemagten, der ikke havde havt nogen Andel i Nordmændenes Omvendelse
til Christendommen, kjendes kun svage Spor. Man har dog
et Brev fra Gregor VII til Kong Olaf Kyrre, i hvilket Paven foreslaar
at sende unge Nordmænd til Rom for der at oplæres til Geistlige, men
at saadant virkelig er skeet, er neppe meget rimeligt.
Efterhaanden vare Forholdene i det store taget blevne ordnede omtrent paa følgende Maade. Biskopperne, der oprindelig havde været Missionsbisper eller Hirdbisper, havde efterhaanden faaet en mere bestemt Virkekreds. Tre faste Bispesæder var allerede fremstaaede inden Udgangen af det ellevte Aarhundrede, Nidaros for Frostathingslagen, Selje (Bergen) for Gulathingslagen og Oslo for Viken og Oplandene. I
