Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede var hertil kommet et Bispesæde i Stavanger ved Deling af det store vestlandske Stift. I de norske Colonier og Skatlande var der opstaaet to Bispedømmer for Island, et for Grønland, et for Færøerne, et for Orknøerne og Hjaltland, hvortil kom et ældre for Man og Suderøerne. Besættelsen af de norske Bispestole tilhørte i Virkeligheden Kongemagten, der ogsaa fra først af havde doteret dem. Biskoppernes Indtægter fløde dels af dem tillagt Jordegods, dels af Bøder for Forseelser mod Christenretten, dels endelig af Pengeydelser fra Almuen (reiða). I Begyndelsen af det tolvte Aarhundrede indførtes Tienden i Norge, efter allerede noget i Forveien at være samtykt paa Island. Den deltes mellem Biskoppen, vedkommende Sogneprest og Kirke samt de Fattige. Hvad Presteembederne angik, maa det i det store taget antages, at der ved Fylkeskirkerne, der i det Nordenfjeldske vare forholdsvis mange, ansattes Præster af Kongen, ved Herredskirkerne af Almuen og ved Høgendes- (Privat-) Kirkerne af vedkommende Eier.
I Thrøndelagen finder man Bisperne dels betegnede som Biskopper af Nidaros, dels af Throndhjem. Disse Biskopper ere lidet kjendte, og det ligger udenfor dette skrifts Opgave at dvæle ved dem. Diøcesen omfattede, som anført, Frostathingslagen i videste Forstand og strakte sig over hele det nordlige Norge fra og med Søndmøre og saa langt mod Nord, som norsk Befolkning fandtes, det vil sige over hele det nuværende Nordlands og den sydlige Del af Tromsø Amter omtrent til Malangen. Først i Haakon den gamles Tid trængte Christendommen endnu længere frem i disse Egne. I det mindste i senere Tider og vel allerede nu regnedes Herjedalen til Stiftet, derimod ikke Jemteland, der i geistlig Henseende henhørte til Upsala lige til 1570. Munchs Formodning, at det senere Hamars Stift indtil 1152 hørte under Nidaros eller Throndhjems Stift, har aldrig fundet Indgang. Dog synes den nordligste Del af Østerdalen idetmindste til sine Tider at have hørt til Erkestiftet.
Det kan endnu tilføies, at Munkevæsenet havde fundet Veien til Norge og i det nye Erkestift gaves et Munkekloster og rimeligvis ogsaa et Nonnekloster. Det første laa paa Nidarholm (Munkholmen ved Nidaros), og tilhørte Benedictinernes eller Cluniacensernes Orden. Den Beretning, ifølge hvilken dette Kloster oprindelig skulde være stiftet allerede af Knut den mægtige, er i vor Tid modbevist af en dansk
