Historiker[1]. I Virkeligheden er det først grundet af lændermanden Sigurd Ullstreng nogen Tid efter Magnus Barfods Fald[2]. Nonneklostret laa paa Bakke ved Nidaros og var rimeligvis til før 1152.
Allerede i denne den norske Kirkes Barndomstid maatte Nidaros i religiøs og geistlig Henseende nyde en afgjort og ubetinget Forrang for ethvert andet Sted og ethvert andet Biskopssæde i Landet. Dette fulgte af St. Olafs store Helgenry, der allerede ganske kort efter hans Død havde udbredt sig over Norge og de øvrige nordiske Riger, ja endog udenfor disse. Pilegrimsfarter ogsaa fra fjerntliggende Lande fandt Sted allerede i Historieskriveren Adam af Bremens Tid. Deres Maal var den Kirke, som reiste sig paa den Plet, hvor Helgenens Legeme først begroves og siden skrinlagdes. De Gaver, som pilegrimene ofrede, maatte ogsaa gjøre denne Kirke og dens Biskop rigere end nogen anden norsk Kirke eller Biskop.
Det tør derfor ansees for sikkert, at der, naar Norge skulde faa en egen Erkebispestol, umuligt kunde tænkes paa noget andet Sæde for denne end Nidaros. Men naar og hos hvem Tanken om at give Norge dets egen Metropolitan er opstaaet, kan ikke bestemt siges. Til den Fortælling at Sigurd Jorsalfarer skulde have afgivet et Løfte om at bestræbe sig for Oprettelsen af et norsk Erkesæde, da han var i det hellige Land, har jeg ondt for at fæste Lid. Thi hvilken Interesse skulde vel f. Ex. Kong Balduin i Jerusalem og andre Korsfarere eller Geistligheden i Palæstina kunne have for Stiftelsen af et Erkesæde i et Land, der var dem saa ganske fremmed? De Konger, som fulgte efter Sigurd, hans Søn Magnus, Harald Gille og dennes Sønner, kunne sikkert ikke antages at have sysselsat sig med Planer i denne Retning. Saalænge de gamle Forhold vedbleve at bestaaV7 var jo Kongen i Virkeligheden Landets kirkelige Overhoved. Det kan vistnok nu forekomme os, som om det maatte være ærefuldere, at Landet fik en egen Erkebiskop, end at det erkjendte en dansk Prælat som sine Biskoppers Overordnede. Men dels havde den lundske Erkebiskop i Virkeligheden neppe meget at sige i Norge, dels synes allerede Samtiden at have maattet be-
