falde selv at bestige den pavelige Throne. Han kom til Norge i det nævnte Aar den 20de Juli.
Ved et Møde, rimeligvis i Nidaros selv, hvor Landets tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein og vistnok foruden Biskopperne ogsaa Landets verdslige Stormænd vare tilstede, maa rimeligvis de vigtige Bestemmelser være trufne, som her kun kortelig skulle nævnes. Norge blev gjort til en selvstændig Provinds af den romerske Kirke, et nyt Bispedømme for Oplandene besluttedes oprettet paa Hamar, hvorved Antallet af underordnede Biskopper (suffraganei), som herefter skulde være den nye Erkebiskop undergivne, tilsammen bleve 10, 4 i Norge og 6 paa Island, Grønland og Skatlandene, altsaa et større Antal end enten Danmark eller Sverige kunde opvise. En meget væsentlig Bestemmelse var, at der oprettedes Capitler ved de norske Bispesæder, der ogsaa ret snart synes at være traadte i Virksomhed. Den canoniske Ret bestemte at disses Medlemmer (canonici, Kanniker, Chorsbrødre) skulde udgjøre Biskoppens Raad, og naar Ledighed indtraadte, vælge hans Eftermand. Hermed tabte Kongemagten en vigtig Rettighed, skjønt den dog praktisk stedse beholdt en betydelig og tidt afgjørende Indflydelse paa Bispevalgene. At Capitlernes Valgret kun blev indrømmet for det dengang just forhaandenværende Tilfælde at der var flere Konger, paastaaes vistnok i det bekjendte Stridsskrift fra Sverres Tid, men synes høist urimeligt og er vel kun at betragte som en Art Procuratorpaastand. Strid opstod ogsaa siden, om hvorvidt Kongemagten havde samtykket i, at Besættelsen ogsaa af de Præsteembeder, over hvilke den selv hidtil havde raadet, skulde tillægges Biskopperne. Der paastodes i Norge, at Cardinalen havde tilladt Præsterne at leve i Ægteskab. Fra Rom blev denne Indrømmelse naturligvis bestridt; det Sikre er kun, at Coelibatet først i en meget senere Tid virkelig gjennemførtes i vort Land. Den hidtil meget indskrænkede Ret til at gjøre Testamenter udvidedes i betydelig Grad, en overmaade stor Fordel for Kirken. Om Peterspengenes Betaling til den pavelige Stol allerede nu blev paabudt eller vedtagen, er uvist. Beretningen om, at den af Kongerne, som viste sig mest medgjørlig, var den svage Krøbling Inge, er i sig selv trolig. Ham skal Cardinalen have yndet og kaldt ham Søn, medens han optraadte mindre venlig imod hans voldsomme Halvbrødre. Jo mere man overtænker det hele, desto
