Side:Flyvefisken (1914).djvu/112

Denne siden er korrekturlest

flaate. Men før glædesropene hadde forstummet, stak flyvefisken atter sit hode op av vandet. Den hoppet henover sjøerne som en delfin,—det var, som om den vilde sole sine lemmer i den lyse, solskinnende dag. Og ret som det var styrtet den sig over en av dreadnoughterne, spydde ut sine ladninger over den og sendte den tilbunds i løpet av 10 minutter.

Da var det, som om hele russerflaaten piskedes tilsjøs av en forfærdelig panik. Røken stod som kulsorte søiler ut av skorstenene . . . Sauve qui peut . . .

Der stod fremdeles en mand paa Odderøens fæstning og vogtet paa flagets hæder. Da han saa flaatens nederlag og flugt lænte han sig mot flagstangen og mumlet en bøn.

Saa gik han langsomt ind til lasaretterne for at se til sine døende mænd.




XXIII
TO MAND I EN MOTORBAAT


En aapen, hurtiggaaende motorbaat snek sig ut Flekkerøgapet. Den krøp forsigtig langs land som om den hadde daarlig samvittighet. Et øieblik stanset den ved ytterste skjær, men da alt saa fredelig og rolig ut og sjøen ikke syntes at gjemme paa skjulte farer, stak den dristig fra land ut paa det aapne hav.

Røksøilerne fra den russiske flaate saaes saavidt i det fjerne. Ellers var himlen klar og sommerblek, og brisen hadde forlængst lagt sig til hvile.

Der sat to mand i baaten. Den ene var en bistert