—Og derefter? spurte prinsen tvilende.
—Ja, derefter tok hele flaaten flugten i panisk skræk for den nye tids uhyre. Det ville alle ha gjort.
—Vel, sa prinsen og smilte. Jeg takker Dem hr. Putzheimer. De har gjort fædrelandet en stor tjeneste og skal bli rikelig belønnet.
Den lille, bleke mand traadte et skridt nærmere.
—Deres høihet har vist ikke forstaat mig, sa han skarpt. Det er haabløst at ville forcere Kristianssand, saalænge »flyvefisken« er ilive. Den vil meie ned hele Tysklands flaate med sine forbandede pusterør. Der findes kun et middel til at undgaa dens angrep.
—Og hvad er det? spurte prinsen eftertænksomt.
—Den maa myrdes fra et eller andet bakhold. Den maa flenses op som en hai.
—Og hvem er mand for det?
—Jeg kræver kun 20 soldater, en chalup og en parlamentær. Saa kan Tyskland heise sit flag paa Odderøens klipper længe før hanen galer imorgen.
Der blev nogen minutters pause.
Prins Heinrich kastet et ransakende blik omkring sig. Det var en vidunderlig sen sommeraften. Solen sank ned i en banke av rødgule skyer og sænket sine matgyldne roser i havets brede, bølgende skjød. En let, kjølig aftenbris fløt som et aandepust ind i stilheten og fulgte solen paa dens skjønne likfærd. Skumringen
