Vi har likeoverfor Ruslands voldsangrep vist, at vi har vaaben til at forsvare os med, og Vorherre har git os et vældig middel i vor haand til vern mot fremmed invasion.
I ærbødig underdanighet
general Vogt.
Storadmiralen saa forvirret op og kastet et blik mot den sydvestlige horisont, hvor en let røkhinde la sig over den skumringsbleke himmel. Saa fulgte hans øine den lysstripe, der nu som en skygge ilte hen under det slukte Oxø fyr.
Asev saa hans tvil.
—Der er kun et at gjøre, sa han indtrængende. La mig faa dræpe flyvefisken! Det skal være gjort i denne aften. Saa har Deres høihet frie hænder. Gi mig tyve mand og et kilo dynamit . . .!
Prins Heinrich stirret et øieblik paa den lille ivrige mand. Saa vendte han sig til sin adjutant.
—La denne usling hurtigst mulig komme fraborde. Gi ham 1000 mark og etpar gode spark med paa veien og skyt ham, hvis han viser sig mere. Jeg priser Tyskland lykkelig, at det ikke har mange mænd som ham!
Det var morgenen efter.
Midt i Flekkerøgapet laa »Flyvefisken» og døset i vandskorpen. Den hadde et anker ute, og dens grøngule sider skinnet i morgenrøden.
