—De maa lægge Dem nu, sa hun bestemt. De faar ikke lov til at slite Dem ut for os. Det blir en haard dag. Jeg skal passe paa ved periskopet, og ser jeg noget, skal jeg vække Dem. Husk paa, jeg har sovet i snart seks timer.
Fjeld saa ned paa det lille ivrige ansigt.
—Jeg skulde ønske, sa han alvorlig, at der fandtes mange kvinder som Dem i Norge. Kvinder, som virkelig vil noget og længter efter at føle de store begivenheters pulsslag i sine aarer. Der sitter de ved sine pulter eller bak diskene, eller der gaar de i sine hjem som automater og lager mat for sine forædte mænd og sliter med uskikkelige unger. Og allsammen har de ikke mod til at længte efter mere end en smule flirt til festbruk, kanske litt ulovlig elskov om lørdagen eller en ny musselinskjole om søndagen for at døive Petra eller Olga paa promenaden . . . Jo, det er herlige greier . . .! Og saa træffer jeg Dem, frøken Bergljot! . . . Frisk og uaffektert, fuld av livslængsel og begivenhetstrang, et litet ædelt skud av en sterk races længsel efter det, som sætter livets ædleste drifter i omløp! . . . Ja—De skulde være født i en anden tid, frøken,—i en tid, hvor det hadde sit værd at leve for andre end for sig selv, at ofre sig for andre, at dø for sin kjærlighet og sit land.
—De maa ikke tale slik, dr. Fjeld, svarte hun, mens en het varmebølge jog henover det lyse ansigt, hvor de gule, viltre lokker sprang frem under den sorte sydvest som ulydige unger . . . Jeg har aldrig følt, hvad livet virkelig kan være, før i de sidste otte og firti timer. Hvis De visste, hvor jeg i hele mit liv har længtet efter et eneste stort øieblik, hvor jeg virkelig
