mig langsomt. Jeg selvforbrændes av min egen handlekraft.
—Garschin er død, mumlet Asev og forfulgte sin egen tankerække. Og Besukhov er død. Lad os to slaa os sammen. Vi passer for hinanden.
—Jeg er ikke sikker paa det, sa hun mørkt. Du er for banal for mig. Et stort klokt dyr er du. Du har aldrig dyppet din tartaraand ned i kulturens mysterier, du har aldrig følt raffinementets sjælefællesskap. Stakkars Garschin! . . . . Han var en mand, som forstod mig. Han lærte den lille mademoiselle Felice at leve . . . .!
Asev bøide sig fremover. Det var, som om han ville skjule det forfærdelige hat som brændte i hans blik.
Hans hænder skalv og en mand med gode ører ville ha hørt, hvorledes hans tænder gnislet mot hinanden.
Hun la ikke merke til hans bevægelse. Hendes store, straalende øine var fugtige av elskovsminder. For en gangs skyld glemte den kloke kvinde, som spandt sine rænker over halve Europa, at regne med en utøilet mands skinsyke. Hun erfaret det nogen tid senere, men da var det for sent.
Der blev nogen minutters stilhet. De to mennesker fulgte sine egne tanker,—den ene i kjærlighetens, den anden i hatets verden.
—Vi distraherer os med bagateller, sa pludselig Asev haardt. Andre saker staar paa dagsordenen. Det gjælder Ruslands dyreste interesser. Og du er formodentlig villig som før til at tjene fædrelandet? . . .
Anna Nikolajevna strøk sig med haanden over panden, som om hun ville jage væk alle uhyggelige tanker. Saa gik hun hen til et stort skap og lukket det op.
