vet ikke hvor hun bor . . . Her er imidlertid utspillet en sørgelig tragedie, som jeg ikke helt forstaar . . . En kjendsgjerning et det imidlertid, at Asev, da Anna Speranski vilde hindre ham i at dræpe os, stak hende ned med en dolk og flygtet. Samtidig laaste han os inde . . . Jeg har undersøkt dørene og vinduerne. De lar sig ikke forcere uten ved hjælp av apparater. Heldigvis fandt vi denne hemmelige telefon, hvor jeg nu taler . . . Om jeg har nogen anelse om, i hvilken bydel, jeg befinder mig? . . . Nei. Alt er hermetisk indelukket her. Og jeg antar ikke, at Anna Speranskis navn staar i telefonkatalogen. Nei, selvfølgelig ikke. Og politiet vet intet om hende? . . . Jeg kan forstaa det . . . Nei, der findes intet her i værelset, som kan gi os en ledetraad. Ikke et brevskap, ikke et fotografi. Alt er ordnet paa at verge sig mot pludselige overraskelser. Det maa ha været en klok kvinde . . . Jeg skjønner ikke i farten, hvorledes vi skal komme ut av denne rottefælde. Antagelig vil Asev varsle Anna Speranskis venner og fortæller en historie om, at jeg har myrdet hende. Hvis det er tilfældet, er chanserne for, at jeg nogensinde skal faa trykke Deres haand, meget smaa. Imidlertid vil det ikke gaa for sig uten spektakel. Jeg selv er vaabenløs, men der ligger etpar smaa 6.35 mm. browninger paa skrivebordet . . . Saa blir der nogen overdreven skytning et eller andet sted i byen, saa er det mig, som biter fra mig . . . Fortvilet? . . . Ja, som man tar det. Disse automatiske telefoner har den feil, at centralstationen ikke vet, hvorfra der ringes. Ellers var jo saken enkel . . . Men vent litt . . .
Fjeld hadde sluppet telefonen, Bergljot Bratt hadde
