sorg i hans sjæl. Den, at »Flyvefisken« levet og stirret paa ham med sine grønne uttryksløse øine.
Der var ingenting at gjøre. Og Fjeld knælte hulkende ved sin vens side.
Da aapnet Erko pludselig øinene.
—Graat ikke, sa han med et svakt smil. Det sømmer sig ikke for mænd at graate.
Saa lukket han atter øinene som en, der har begyndt paa en vakker drøm og nu vil fortsætte.
John Redpath kom hen til dem og tok ærbødig sin hat av, mens lille Erko paa lyse drømmevinger seilte indover mot evigheten.
Slik blev de staaende nogen minutter. Bergljot hadde krøpet hen til dem, og hendes myke, hvite hænder kjærtegnet den døendes pande.
Da reiste den lille finne sig med besvær.
—Er det dig, Katarina, hvisket han. Hvor er lille Jonas? Jeg ser dig ikke mere. Leker du krig, gutten min. Det maa du ikke gjøre. Overlat det til din far og mig. Der er blod paa vore hænder . . . »Flyvefisken«? sa du . . . Det er ikke noget leketøi for smaagutter. Ser du, hvor den lyser, lille Jonas? Det er ikke noget almindelig dyr. Ser du dens øine, dens bleke og blinde Albinosøine . . . Det er mekanikens verdenssjæl, som straaler i dens blik. Det er den menneskelige urdrifts fiende, den evige mennesketankes seir over menneskedyret . . . Aa, la mig dø i mit rede!
