den diplomatiske opinion til at se sig om, før man fortsætter. Og fredsvennerne, som var dukket under av chauvinismens og nationalismens hyl, er atter kommet op til overflaten og blander sine klagende røster i det store uharmoniske verdenskor . . .
Finnen lyttet til politichefens ord med et smil.
—Jeg takker Dem, mr. Redpath, sa han med mat stemme, fordi De fortæller mig dette. Men De tar feil, naar De tror, at verdensfredens lunkne tid nu er inde. Det er den stilhet, som varsler om et nyt uveir. Snart er vi inde i den store cyklons centrum, hvor menneskeliv og menneskeværdier vil hvirvles med som sandkorn i en ørkenstorm. Aa, jeg ser det for mig altsammen. Rædslerne, blodet . . . Kjære, nu er det godt for dem, som skal dø . . .
Der blev med et saa stille i den lille gruppe. Bergljot hadde tat Erkos hode i sit fang. Dvergens ansigt bar præg av ophøiet ro, som forskjønnet de uregelmæssige træk. Den høire haand famlet ut i luften, som om den søkte noget.
Fjeld grep den. Han saa ikke, hvorledes blodet fra hans saar randt nedover dvergens hvite haandled.
Erko smilte.
—Der er blod mellem os, Jonas Fjeld, hvisket han. Vi var jo altid fosterbrødre. Vi har gaat sammen paa stierne ved avgrunden, og aldrig har vi svigtet hinanden. Du har git mit stakkars, elendige, forkrøplede liv sit værd. Jeg har fulgt dig i tykt og tyndt. Dine veier var mine. Vandret du opover mot den store algodhet, da gik jeg i dine fotspor. Søkte du mot det store inferno, da fulgte jeg dig uten øysen . . . . Men jeg gaar uten sorg. For jeg vet, vi møtes igjen. Jeg ser
