Hvem mindes ikke Asev?
Han var det revolutionære Ruslands største kraft og samtidig det russiske politis hidsigste sporhund. Han blev jaget ut av nihilismen, og døden hang over hans hode. Han blev kastet væk av politiet og det var saavidt, at han undgik galgen.
Men Asev kom altid ned paa benene. Hans klokskap og koldblodighet kunde ikke undværes hverken av den ene eller den anden. Snart fik han terrorismens underjordiske traade i sin kyndige haand og den sjette avdeling i St. Petersburgs politietat henvendte sig atter til ham. Han var til nytte for alle—en moderne Bravo i en større stil end nogen international spion.
Den lille bleke mand med de litt skjæve kalmukøine var en Kamæleon, der tok farve av sine omgivelser. Han kunde hyle av raseri mot samfundet, han kunde knytte næven mot terroristerne. Overalt var han kjendt. Han gik med like stor sikkerhet i Soho og Whitechapel som i Moabit og Batignolles. De fleste levende verdenssprog gled let og ledig over hans tunge, og han gled ind i alle forhold uten anstrengelse. Han spillet likesaa godt greve som arbeider med den samme rolige og elskværdige frækhet.
Saadan var han, denne lille mand, som stod paa en oplyst gaardsplads med to kobbertraade i hver sin haand og ventet med et smil paa en avgjørelse.
Statsraaden hadde ikke forstaat noget av de to mænds samtale. Men situationen stod nu klar for ham.
