tumle sig frit. Jeg antar ikke, at vi vil vække nogen opsigt. Selv aviserne befinder sig bak ruterne i et veir som dette. Og . . .
Fjeld brøt hurtig av.
En lang, klagende lyd skar ind mellem stormkastene. Erko styrtet hen til døren og lukket den op. Et stort dyr fløi ind mellem dem. Det var en mægtig løvefarvet bundt av strittende haar.
—Hvad er det, »Pajazzo«? ropte Erko bekymret og strøk den uhyre kat, som var svulmet op til en hel liten ballon. Det underlige dyr mindet ikke mere om de stilfærdige huskatter, som korter tiden med huslige adspredelser. Hvert eneste haar paa dens brede krop stod ut som en børste. Den lignet et pindsvin. Det stolte og vakre hode var forrevet, dens ene øre blodig, og et dypt saar krydset dens bakhode. Men den rasende kat lot ikke til at ænse noget. Den gik frem og tilbake foran sin herre og fræste som en jaguar, der har feilet sit bytte.
—Asev er nok ikke kommet helt uskadt fra affæren, sa Fjeld og bøide sig over katten.
Det store dyr blev pludselig staaende stille og saa paa sin herre med sine dype og alvorlige øine. Det var som om den vilde be om forladelse, fordi den ikke hadde faat dø paa sin post.
Fjeld strøk den over det mishandlede hode med usigelig ømhet. Han saa, hvorledes kattens poter var blodige. Der hang endog smaa kjøttrevler paa de lange klør. Russerens ansigt hadde øiensynlig været i den nærmeste kontakt med de farlige labber.
—Nu forstaar jeg, hvorledes Asev er undveket, sa han, mens han kjærtegnet det saarede dyr. Han har
