Den lille bleke mand saa forbauset efter den. unge svømmerske, som med hurtige tak satte kursen over sundet. Der stod en vis medynk at læse i hans utprægede kalmukansigt.
Han saa sig om. Der fandtes ikke et menneske. Saa trak han langsomt sin revolver og sigtet paa flygtningen, som fjernte sig hurtig. Men han betænkte sig. Det var jo igrunden ikke nødvendig at plette det vakre, blonde hode med blod.
Uten at forhaste sig gik han i baaten. Men da han skulde kaste fanglinen, viste det sig at den var laast. Han slet rasende i den, men jernlænken motstod alle hans anstrængelser. Saa tok han en kort liten staalstang op av sin inderlomme, anbragte den i jernkrampen, som bandt fanglinen til baaten, og sled til. Krampen sprang op og den lille mand hoppet ut i det lette fartøi.
Den unge pike hadde imidlertid faat et godt forsprang. Hun var næsten naadd midtveis og hendes kræfter syntes uformindsket. Hun svømmet brilliant. Der stod en hel liten kjølvandsbølge efter hende og sjøen fosset om hendes hvite skuldrer. Men endnu hadde hun langt igjen. Og det var ikke saa sikkert, at nogen blev opmerksom paa hende over paa det andet land. Der stod en 4–5 huser en hundrede meter fra stranden, men det var tidlig paa morgenen og alt saa lukket og laast ut.
Manden i baaten var visselig en sjelden sterk og behændig fyr. Men han behandlet den uvante aaretype med en klodsethet, som visste, at han ikke til-
