hørte mændene fra havet. Der var endnu haab for den unge svømmerske.
Havet var som et speil. Nogen svake dønninger suget sig ind mellem sundet, men de forstyrret ikke sjøens speilglatte ro. En og anden sjøfugl plasket omkring . . .
Der var ingen vidner til denne underlige kappestrid mellem holmerne ved Flekkerø.
Den lille bleke kalmuk hadde imidlertid faat mere ro over sin roning. Har vandt nu voldsomt ind paa svømmersken og den lette baat fosset under mandens haarde tak . . .
Men den unge pike ga sig ikke. Hun forstod sit værd i denne stund . . . Den mand, som jog efter hende, var hendes lands fiende. Og med et stod det klart for hende, at døden var hende en likegyldighet mot det at naa sit maal. Gang paa gang skrek hun om hjælp i det haap, at nogen skulde høre hende fra land. Men ingen viste sig. De smaa rødmalte huser laa der i morgendæmringen og drømte om fred . . .
Ute paa fjorden saaes fremdeles intet fartøi. Ingen fiskere reiste ut til sine garn, ingen motorbaat larmet utover. Det var som om Vorherre vendte sine øine bort fra fædrelandet i denne stund.
Den unge pike hørte aareslagene nærme sig bak hende. Hun bet tænderne sammen i fortvilet energi og rev blusen av sig forat den ikke skulde genere hendes armbevægelser. Det øyldne lokkehode stod som en straalekrans mot den blaa sjø. Hun kastet et blik indover mot Odderøen, som laa der og slumret i morgenrødmens idyl uten at ane, hvad dagen skulde bringe. Hun syntes at hun kunde se skildvakten gaa
