vil kunne gjøre landet uindtageligt. Et effektivt og planmæssigt mineforsvar vilde by en fiende uoverstigelige vanskeligheter. Heldigvis er der faa penger og mange socialister i Norge. Forsvaret er lagt øde. Man har paa Odderøen et par gode kanoner, men man mangler panserbeskyttelse for artilleristerne. Alt er halvt og ufuldstændigt. Den nye forsvarsminister har forsøkt at reparere paa forsømmelserne, men han har manglet penger. Det blir nok en forholdsvis let affære at forcere Odderøens og Gleoddens kanoner.
—Men mineanlægget? De sa jo selv, at farvandet var yterst gunstigt for denslags forsvar.
Den unge kaptein trak paa skuldrene.
—Det koster en halv dag og etpar torpedobaate at kontraminere hele greien, sa han. Desuten kommer vi jo helt uformodet paa fæstningen. Den aner ingenting.
—Er De sikker paa det, kaptein? Vor marconitelegrafist sier jo, at den ene baat hadde forbindelse med land, før vi fik rendt den isænk.
—Meget muligt, Deres ekscellence. Men der findes en mand i Kristianssand, som har faat i opdrag at stanse enhver kommunikation mellem Flekkerø og land. Det er en fyr, vi kan stole paa.
—Hvad heter han?
—Asev.
Admiralen smilte.
—Rigtig ja. Asev er det. Han er en større kjeltring end de fleste, jeg kjender i det offentlige og private liv. Men han er jo noget i retning av et geni.
—Det er han, mumlet kapteinen . . . Se der, Deres ekscellense, ret om bagbord . . . Der stikker et fyr op av havet. Det er Ryvingen, en av de ster-
