jordverker gled væk, saaes det norske flag endnu at vaie over de mishandlede batterier. Kanonerne tok atter fat, men der var ikke mere den glade sang i deres tale.
Men pludselig tok kampen en anden vending. Haubitzerne begyndte at sende sine farlige kuler nedover panserskibenes dæk og bredte død og ødelæggelse, hvor de kom. Og sammen med den kom fæstningens flyvemaskine utover i ca. 1800 meters høide. Den styret like over dreadnoughten »Zar Peter« og lot en hagl av pikrinsyrebomber falde ned paa den svære baats jerndæk. To av dem rammet skibet like ved forreste pansertaarn, sønderflænget det og dræpte hver eneste mand i taarnet. Saa sterk var eksplosionen, at kanonen løsnet fra affutagen, væltet om paa dækket, som knustes under den forfærdelige vegt, og bragte det store skrog til at lægge sig om paa siden.
En ny bombe rev dækket op og herjede blandt banjernes mandskap. Det var forfærdelig at se paa. En strøm av blod silte over til bagbord, og en tyk straale av livets vædske randt ut av spygatterne. Det var imidlertid flyvemaskinens sidste bedrift.
En hagl av kuler naadde den, da den i sin uforsigtighet kredset over »Krim«s dæk. Der stod en let røk ut av den stolte fugls staalskelet, der hørtes en svak eksplosion, en av vingerne flærredes, og uten en lyd sank flyvemaskinen i store, underlige sving nedover. Pludselig var det, som om den var blit rammet i hjertet, og med svimlende hurtighet styrtet det vakre monoplan i havet. To mænds legemer løsnet sig ut av den ødelagte maskine, deres hoder saaes et øieblik over vandflaten, men saa sank ogsaa de under.
