Side:Folkeeventyr (1852).djvu/116

Prindsen sætte en stærk Vagt omkring hende; men i Fødselstimen søvnede Allesammen, og da hun havde født, kom hendes Fostermoder, skar Barnet i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden og paa Fingrene med Blodet og sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet, som jeg var, da du havde sluppet ud Stjernen;" og saa blev hun borte med Barnet. Da de, der var satte til Vagt, vaagnede, troede de, Dronningen havde ædt sit Barn, og den gamle Dronning vilde have hende brændt, men Prindsen holdt saa hjertelig af hende, og han fik endelig bedet hende fri for Straffen, men det var med Nød og Neppe. Anden Gang den unge Dronning skulde i Barselseng, blev der sat dobbelt saa stærk Vagt som forrige Gang. Men det gik netop ligedan som før; kun med den Forskjel, at Fostermoderen sagde til hende: "Nu skal du blive saa bedrøvet som jeg var, da du havde sluppet Maanen ud." Dronningen græd og bad - for naar Fostermoderen var der, kunde hun tale - men det hjalp ikke. Nu vilde den gamle Dronning endelig have hende brændt, men Prindsen fik dog ogsaa den Gang bedet hende fri. Da Dronningen skulde i den tredie Barselseng, blev der sat tredobbelt Vakt omkring hende, men det gik igjen lige eens: Fostermoderen kom, mens Vagten sov, tog Barnet og skar det i Lillefingeren og smurte Dronningen om Munden med Blodet; og saa sagde hun, nu skulde Dronningen blive saa bedrøvet, som hun selv havde været, da Solen var sluppen ud. Nu kunde Prindsen ikke paa nogen Maade faae reddet hende; hun maatte og skulde brændes. Men just i det samme de ledte hende op paa Baalet, fik de med Eet see Fostermoderen, der kom med alle tre Bør-