nene; de tvende ledte hun ved Haanden og det tredie bar hun paa Armen. Hun gik hen til den unge Dronning og sagde: "Her er Børnene dine; nu skal du faae dem tilbage. Jeg er Jomfru Maria, og saa bedrøvet som du nu har været, var jeg, da du havde sluppet ud Solen, Maanen og Stjernen. Nu har du lidt Straf for det, du gjorde, og fra nu af skal du igjen kunne tale." Hvor glade Dronningen og Prindsen bleve, kan alle let tænke sig, men Ingen kan sige det; de vare siden altid lykkelige, og Prindsens Moder holdt ogsaa af den unge Dronning fra den Tid af.
Der var engang en Fisker, som boede tæt ved Slottet og fiskede til Kongens Bord. En Dag, han var ude at fiske, fik han slet Intet; han kunde bære sig ad, som han vilde, og mede og angle, saa hang ikke et Been paa Krogen; men da det led langt paa Dagen, dukkede et Hoved op at Vandet og sagde: "Faaer jeg det, som Konen din bærer under Bæltet, skal du faae Fisk nok." Manden svarede strax ja, for han vidste ikke af, at hun var frugtsommelig. Siden fik han da Fisk om Dagen, kan hænde, og det saa Meget, han vilde have. Men da han kom
