fik sin Mark, men der var ingen i Byen, som vilde give ti Daler for en tør og skabbet Høne. Konen gik derfor tilbage til Slagteren igjen og sagde: "Jeg bliver ikke kvit Hønen jeg, Fa'er! du faaer nok tage den ogsaa du, som blev ved Koen." "Det skal vi vel komme ud af," sagde Slagteren. Derpaa trakterede han hende med Mad, og gav hende saameget Brændeviin, at hun blev drukken og gik baade fra Sands og Samling.
Medens hun sov ud, dyppede Slagteren hende i en Tjæretønde og lagde hende siden i en Fjærhaug.
Da hun vaagnede, var hun fjæret over det Hele og begyndte at undre sig: "Er det mig eller er det ikke mig? Nei det kan aldrig være mig! det maa være en stor underlig Fugl. Men hvorledes skal jeg bære mig ad for at faae vide, om det er mig eller ikke mig? - Jo nu veed jeg, hvorledes jeg skal kunne skjønne, om det er mig: dersom Kalvene slikke mig, og Hunden ikke gjøer paa mig, naar jeg kommer hjem, saa er det mig!"
Hunden saa neppe saadant et Udyr, førend den begyndte at gjøe, som om der var baade Tyve og Skjælmer paa Gaarden. "Nei det kan vist ikke være mig," sagde hun; og da hun kom i Fjøset, vilde Kalvene ikke slikke hende, da de kjendte den stramme Tjærelugt. "Nei, det kan ikke være mig, det maa være en underlig Fugl," sagde hun; krøb saa op paa Staburstaget, begyndte at slaae med Armene, som det kunde været Vinger, og vilde tilveirs. Da Manden saa dette, kom han ud med Riflen og begyndte at sigte. "Aa skyd ikke, skyd ikke!" raabte Konen, "det er mig." "Er det dig," sagde Manden, "saa staa ikke der
