krybe indi denne Staaltraadpungen og see efter om den er heel i Bunden," sagde Smeden; "jeg er saa bange, jeg skal miste Reisepengene mine." "Gjerne det!" sagde Fanden; han gjorde sig liden og krøb ind i Pungen. Men aldrig før var Fanden kommen indi, saa lukkede Smeden Pungen igjen. "Jo, den er heel og tæt allesteds," sagde Fanden i Pungen. "Ja, det er brav nok, du siger det," svarede Smeden, "men det er bedre at være fore vaer, end efter snar; jeg vil ligesaagodt sveitse Ledene lidt, bare for Sikkerheds Skyld," og dermed lagde han Pungen i Avlen og gjorde den gloende. "Au! au! er du gal, veed du ikke at jeg er inde i Pungen da?" raabte Fanden. "Ja, jeg kan ikke hjælpe dig," sagde Smeden, "de sige for et gammelt Ord: "En faaer smede mens Jernet er varmt," og saa tog han Storslæggen, lagde Pungen paa Ambolten og slog løs paa den, alt hvad han aarkede. "Au, au, au!" skreg Fanden i Pungen. "Kjære Vene! lad mig bare slippe ud, skal jeg aldrig komme igjen mere." "Aa ja, nu troer jeg nok Ledene ere taalelig sveitsede," sagde Smeden, "saa kan du komme ud igjen da!" Dermed lukkede han Pungen op, og Fanden afsted saa fort, at han ikke turde see sig tilbage engang.
Men om nogen Tid faldt det Smeden ind, at han nok havde handlet galt, da han gjorde sig Uvenner med Fanden; "for skulde jeg ikke komme ind i Gudsrige," tænkte han, "turde det være Fare for at jeg kan blive huusvild, siden jeg har lagt mig ud med ham, som raader over Helvede." Han meente da, det var bedst at forsøge at komme ind, enten i Helvede eller i Himmerige ligesaagodt først som sidst, for at han kunde vide,
