faa Fantefillerne af sig og pynte sig til Brudgom. „Ja der er den
Rette!“ raabte den yngste Prindsessen, da hun fik see ham,
og saa skjød hun den anden for Glug og holdt Bryllup med
Halvor.
Der var engang et Par fattige Folk; de havde ingen Ting uden
tre Sønner; hvad de to ældste hedte, det veed jeg ikke, men den
yngste hed Peer. Da Forældrene vare døde, skulde Børnene
arve dem, men der var ikke Andet at faae, end en Gryde, en
Takke og en Kat. Den Ældste, som skulde have det Bedste,
han tog Gryden; „naar jeg laaner bort Gryden, saa faaer jeg
altid Lov at skrabe den,“ sagde han; — den Anden tog Takken;
„for naar jeg laaner bort Takken, faaer jeg altid en
Smagelevse,“ sagde han — men den Yngste han havde ikke Noget
at vælge imellem; vilde han have Noget, saa maatte det blive
Katten. „Om jeg laaner Katten bort, saa faaer jeg ikke Noget
for den jeg,“ sagde han; „faaer Katten lidt Melk, saa vil hun
have den selv. Men jeg vil tage den med mig ligevel; det er
Synd, den skal gaae her og omkomme.
Saa drog Brødrene ud i Verden for at prøve sin Lykke, og hver tog sin Vei; men da den Yngste havde gaaet en Stund,
