mine.” Det var næsten ikke sagt, førend der kom en Troldhex til hende. „En Datter skal du faae,” sagde hun, „og hun skal være saa hvid som Snee og saa rød som Blod, og saa skal Sønnerne dine være mine; men du kan faae have dem hos dig til Barnet er døbt.”
Da Tiden kom, fødte Dronningen en Datter, og hun var saa hvid som Snee og saa rød som Blod, saaledes som Troldkjærringen havde lovet, og derfor kaldte de hende ogsaa Sneehvid og Rosenrød. Der blev nu stor Glæde i Kongsgaarden og Dronningen var saa glad at det ikke var nogen Maade paa det, men da hun kom i Hu det, hun havde lovet Troldhexen, lod hun en Sølvsmed gjøre tolv Sølvskeer, een til hver Prinds og saa lod hun ham endda gjøre een til og den gav hun Sneehvid og Rosenrød. Bedst som Prindsessen var døbt, bleve Prindserne omskabte til tolv Vildænder og fløi sin Vei, og de saae ikke mere til dem; de vare borte og de bleve borte. Prindsessen voxte til, og hun blev baade stor og vakker, men hun var ofte saa underlig og sørgmodig, og der var Ingen, som kunde forstaae hvad det var, som feilede hende. Men saa var det en Aften, Dronningen ogsaa var saa sørgmodig, for hun havde vel mange underlige Tanker, naar hun tænkte paa Sønnerne sine, saa sagde hun til Sneehvid og Rosenrød: „Hvorfor er du saa sørgmodig min Datter? er det Noget som mangler dig, saa sig frem! er det Noget, du vil have, skal du faae det.” „Aa jeg synes det er saa ødt,” sagde Sneehvid og Rosenrød; „Alle Andre have Sødskende, men jeg er saa alene, jeg har ingen; det er det, som jeg sørger for.” „Du har ogsaa havt Sødskende, min
