Side:Folkeeventyr (1852).djvu/280

Langt om længe kom hun ogsaa bort imod Bjergvæggen; saa hørte hun det sagde:
    „Hønen tripper i Bjerget!”
    „Hønen tripper i Bjerget!”
  Det syntes hun var rart; hun skulde da bort og see, og saa faldt hun ogsaa igjennem Lemmen, dybt, dybt ned i Hvælvingen. Dernede gik hun igjennem det ene Værelse gjildere end det andet; men hun var ikke saa ræd hun; hun gav sig god Tid og saa baade paa det Ene og det Andet, og saa sik hun ogsaa Øie paa Kjærlderlemmen; hun saa dernedi, og strar kjendte hun Søstrene sine, som laae døde der. Med det samme hun vel havde faaet lukket Kjælderlemmen igjen, kom Bjergmanden til hende. „Vil du være Kjæresten min du?” spurgte Bjergmanden. „Ja gjerne det,” sagde Gjenten, for hun kunde nok forstaae, hvorledes det var gaaet med Sostrene hendes. Da Troldet hørte det, sik hun gjilde, gjilde Klæder as ham, de deiligste hun kunde ønske sig, og Alt, hun ellers vilde have, saa glad blev han ved det at Nogen vilde være Kjæresten hans.
  Men da hun havde været der en Tid, var det en Dag, hun var endda niere stuur og bedrøvet, end hun pleiede. Saa spurgte Bjergmanden hende hvad det var, hun sturede for. „Aa,” sagde Gjenten, „det er fordi jeg ikke kan komme hjem til Moder min; hun baade sulter og tørster vist, og der er Ingen hos hende.” „Ja, gaae til hende kan du ikke faae Lov,” svarede Troldet, „men stop noget Mad i en Sæk, saa skal jeg bære den til hende.” Ja, det takkede hun for, det skulde hun gjøre, sagde hun; men paa Bunden af Sækken stoppede hun en Mængde Guld og Sølv,