aldrig syntes han at Konen gjorde Nok i Huset. Saa kom han hjem en Kvæld i Slaataanden, og green og skjændte og bandede, saa at det lyste om ham. "Kjære Vene, vær ikke saa ond, Faer," sagde Kjærringen; "i Morgen skal vi bytte Arbeide, jeg skal gaae ud med Slaattekarlene og slaae, saa kan du stelle hjemme." Ja, det syntes Manden godt om, og det vilde han gjerne. Tidlig om Morgenen tog Kjærringen Ljaen paa Nakken og gik ud i Engen med Slaattefolkene og skulde slaae. Manden skulde da til at stelle i Huset. Først vilde han til at kjerne Smør, men da han havde kjernet en Stund, blev han tørst, gik ned i Kjælderen og skulde tappe i Øl. Medens han holdt paa at tappe i Ølbollen, fik han høre, der var kommen en Griis ind i Stuen. Han afsted med Tappen i Haanden, op igjennem Kjældertrappen som allersnarest og skulde passe Grisen, at den ikke skulde vælte Kjernen; men da han fik see, at Grisen alt havde slaaet Kjernen overende, og stod og smattede paa Fløden, som flømmede udover Gulvet, blev han saa flyvende sindt, at han reent glemte Øltønden og efter Grisen det bedste han kunde. Han naaede den igjen i Døren, og der gav han den et saa dygtig Spark, at den blev liggende paa Flækken. Nu huskede han først paa, at han gik med Tappen i Haanden, men da han kom ned i Kjælderen, var alt Øllet rundet ud paa Gulvet.
Han gik da paa Mælkeboden igjen og fandt saameget Fløde, at han fik Kjernen fuld, og saa gav han sig til at kjerne, for Smør vilde han have til Middags. Da han havde kjernet en Stund, kom han i Hu, at Hjemkoen stod inde endda, og hverken havde faaet Vaadt eller Tørt, skjøndt det var langt paa Dag.
