igjen og til at file paa dem, for de vare ikke rigtig færdige. Da hun hørte, han filede, lukkede hun Vinduet op og snakkede til ham og spurgte hvad det var han havde der. „Aa, det er Opstanderne til den Rokken, Prindsessen kjøbte, for jeg tænkte som saa, at siden hun vilde have Rok, saa kunde hun vel behøve Opstandere ogsaa.” „Hvad skal du have for dem da?” spurgte Prindsessen. De vare ikke tilfalds de heller; men hvis han fik Lov at ligge paa Gulvet i Kammeret til Prindsessen om Natten, skulde hun faae dem. Ja, det skulde han faae Lov til, men hun bad ham bare være rolig og ikke give sig til at fryse og sige Hutetu. Haaken Borkenskjæg lovede nok godt, men da det led paa Natten, begyndte han at hukle og fryse og bære sig, og saa bad han om han ikke kunde faa Lov at lægge sig paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen. Der var ikke noget andet Raad for det, hun maatte give ham Lov, hvis ikke Kongen skulde faae høre det. Haaken Borkenskjæg lagde sig da paa Gulvet foran Sengen til Prindsessen og sov baade godt og vel.
Saa varede det en god Stund, førend Haaken Borkenskjæg kom igjen, men da havde han med sig en Garnvinde af Guld, og den satte han sig til at file paa udenfor Vinduerne til Prindsessen om Morgenen. Det gik ligeens. Da Prindsessen hørte det, kom hun til Vinduet og hilste paa ham og spurgte hvad han skulde have for den Garnvinden. „Den er ikke tilfalds for Penge, men faaer jeg Lov at ligge i Kammeret dit med Hovedet paa Sengestokken i Nat, saa skal du faae den,” sagde Haaken Borkenskjæg. Ja, det kunde han nok, naar han bare vilde være rolig og ikke gjøre nogen Støi, sagde Prindsessen, og han lovede,
