Side:Folkeeventyr (1852).djvu/385

Denne siden er korrekturlest

Stuen; han satte ud, og Sild og Velling efter ham, saa det fossede udover baade Gaard og Jorder.
  Nu syntes Kjærringen, som var ude og bredte Hø, det tog for lang Tid, førend Dagverden blev færdig. „Om ikke Manden raaber hjem, faaer vi gaae ligevel; han kan vel ikke stort med at koge Vellingen, jeg faaer vel hjælpe ham,” sagde Konen til Slaattefolkene. Ja, de begyndte at rangle hjemefter, men da de kom opover Bakkerne et Stykke, mødte de Sild og Velling og Brød, foer og slang om hverandre, og Manden selv føre Flommen. „Gud give der var hundrede Vomme paa Hver af Jer, men pas Jer at I ikke drukne i Dagverdsvellingen,” skreg Manden, han satte forbi dem, som den Slemme var i Hælene paa ham og nedover did hvor Broderen boede. Ham bad han for Guds Skyld tage igjen Kværnen, og det paa Øieblikket; „maler den en Time til, saa forgaaer hele Bygden af Sild og Velling,” sagde han. Men Broderen vilde slet ikke tage den, før den Anden betalte ham tre hundrede Daler til, og det maatte han da. Nu havde den Fattige baade Penge og Kværn, og saa varede det ikke længe for han fik sig op en Gaard, meget gjildere end den, Broderen boede i; med Kværnen malte han op saa meget Guld, at han klædte den med bare Guldplader, og den Gaarden laa tæt ved Havkanten, saa det lyste og glindsede i den langt ud over Søen. Alle de som seilede der forbi, skulde nu indom og besøge den rige Mand i Guldgaarden, og Alle saa vilde de see den forunderlige Kværnen, for den gik der Ord af baade vidt og bredt, og der var Ingen, uden han havde hørt tale om den.