fik en af Sønnerne bort og passe det og passe det vel ogsaa; og saa vilde den Næstældste prøve sig den Kvelden. Han gik da bort i Høladet og lagde sig til at sove, ligesom Broderen havde gjort; men ud paa Natten kom der en Duur og et Jordskjælv, endda værre end forrige St. Hansnat; og da Gutten hørte det, blev han ræd, og til Beens saa fort, som han skulde havt Betaling for det.
Aaret efter kom Raden til Askeladden; men da han lavede sig til at gaae, loe de andre To og gjorde Nar af ham. „Ja du skal blive den Rette til at passe Høet, du, som ikke har lært Andet end sidde i Asken og stege dig,” sagde de, men Askeladden brød sig ikke om hvad de snakkede, da det led mod Kvelden, ranglede han bortover til Udengen han. Der gik han ind i Høladet og lagde sig, men da det led om en Stund, begyndte det at dure og brage, saa det var fælt. Aa bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Om Lidt kom der et Brag igjen og et Jordskjælv, saa Høstraaene føg omkring Gutten. Aa, bliver det ikke værre, faaer jeg vel hærde paa, tænkte Askeladden. Men allerbedst det var, kom den tredie Duur og et Jordskjælv, saa Gutten tænkte, at Vægge og Tag havde ramlet sammen; men da det var gaaet over, blev der med Eet blikstille rundt om ham. Skal troe, det kommer igjen? tænkte Askeladden; men nei, det kom ikke igjen, det var stille og blev stille og da han havde ligget en liden Stund, hørte han, ligesom en Hest stod og tyggede tæt udenfor Ladedøren. Han listede sig da bort i Dørgløtten og skulde see, hvad det var; saa stod der en Hest og gnavede, og saa stor og fed og gjild Hest havde Askeladden aldrig seet
