Forandring deri vanskelig kan finde Sted, uden at man derved tillige udsætter sig for, øiensynlig at handle mod Grundlovens Aand og at forrykke det indbyrdes Forhold, i hvilket denne Lov har sat de konstitutionelle Magter“.
Sammenholder vi Sammensætningen af vor Rigsret med andre Staters, er det saaledes klart nok, at det er Nationens Repræsentanter og derigjennem altsaa Nationen selv, for hvem Regjeringen skal staa til Ansvar. Det er Folkets Vilje, udtalt gjennem Valgene, der skal respekteres ogsaa i denne Instans. Men dette har altid været vore Bureaukrater en Torn i Øiet. Vore Regjeringer har, naar Rigsretsdomme har overgaaet dem, altid protesteret mod Rettens Kompetense snart paa det ene, snart paa det andet Omraade. I Anledning af Rigsretsdommen i 1845 over Statsraad Vogt hed det: „Rigsretten er altsaa ifølge Grundloven intet uden en kriminel Domstol“. „Det ligger derfor ikke mindre udenfor Rigsrettens end enhver andens Domstols Kompetense, i Form af Domme at afgive Bestemmelse om, hvorledes Lovene i Almindelighed rettelig er at forstaa.“ „Hans Majæstet forbeholder sig fremdeles, naar det almindelige Vel maatte kræve det, i dens fulde Udstrækning at udøve den Myndighed, Grundlovens § 17 hjemler Høistssamme.“ „Meningen“ med disse Ord, siger Protokolkomiteen i 1848, „er klart nok den, at Hans Majæstet trods Rigsrettens Dom fremdeles vil udøve den som uoverensstemmende med Grundloven af et kompetent Tribunal betegnede Handling.“
Hvilke Kunster der blev anvendt under sidste Rigsretssag for at komme bort fra det meget greie og simple Forhold, at Regjeringen har at stande til Rette for Rigsretten og derigjennem for Nationen, er i friskt Minde. Hvad der dengang saavel som før uafladelig blev gjentaget, var at Rigsretten kun var en kriminel Domstol. Men vi svarer, at isaafald var det da ikke nogen Nødvendighed for at oprætte en saa ertraordinær Domstol. De almindelige Domstole, de høisterværdige i Høiesteret f. Ex., maatte dog virkelig være gilde til at dømme over almindelige Kriminalforbrydelser. Man kunde jo lade Anklagemyndigheden hvile hos Odelsthinget eller Storthinget. Aa nei, det bliver nok bedst at holde paa den Opfatning af Rigsretten, som til alle Tider har været Storthingets, i 1824 som i 1836, 1848 og 1884, at den nemlig er der for i Tilfælde at tvinge Regjeringen til at respektere Folkets i lovlig Form udtalte Vilje.
Den modsatte Lære, Regjeringens saa at sige fuldstændige Ansvarsløshed, blev af Defensor i sidste Rigsretssag drevet ud i
