sine yderste Konsekvenser. Det var, blev her sagt, alene Regjeringen selv, der var kompetent til at dømme om Tilladeligheden eller Utilladeligheden af sine Handlinger. Det var ikke Dommernes Skjøn, men den anklagedes, det kom an paa. Det vilde være Formastelse af Dommerne at dømme den anklagede i Ansvar for Handlinger, Dommerne fandt skadelige, saalænge den anklagede ikke selv indsaa dens Skadelighed.
Ja, saa blev der sagt, det er virkelig ikke Spøg, dette. Det staar at læse i Rigsretstidenden II Bind, Side 466—70. „Det strafferettige Ansvar er.... kun da forhaanden, naar Statsraaden indstiller paa noget, som han finder at være stridende mod Grundlov eller mod Lov eller øiensynligen at være skadeligt for Riget.“ „For alle de 3 høieste Klasser af Statstjenere, ogsaa for Statsraaderne, staar det fast, at de kun svare for sine Meningers Befølgelse, kun have Ansvar, dersom de under Udførelsen af sine høie Hverv svigte sin Overbevisning, hvorimod de ikke strafferetlig svare for sine Meningers Rigtighed, hvorover ingen juridisk Overinstans er indsat“. Og mest fyndigt heder det: „Det gjælder altsaa om Statsraaderne...., at der over deres Meningers, deres Indsigts, deres Overbevisnings Rigtighed og Holdbarhed ikke gives nogen Overinstans eller Overskjønstribunal, der med strafferetlig Følge kan underkjende samme. Grundloven har ikke over Kongens Raadgivere.... indsat nogen Domstol, der med Ufeilbarlighedens Privilegium eller Attribut skulde have at dømme over deres Meninger, for saa, hvis den finder disse vildfarende eller urigtige, at belægge deres Indehavere med Straf“.
Altsaa, om snart sagt hver Mand i Landet fandt, at Regjeringen styrede Landet til Undergang, men Regjeringen selv ikke indsaa dette — man har jo seet, at Folk er fynkvervede —, saa skulde dog en saadan Regjering slippe for Straf, det vil sige, den høieste Domstol skulde, hvor desperate den end fandt dens Handlinger, dog ikke kunne fjerne den fra Landets Styrelse; thi noget andet behøvede ikke Straffen at bestaa i. Ja, dette var den nu domfeldte Regjerings Syn paa sit Ansvar overfor Nationen; men tillykke er dens Anskuelse underkjendt. Og man kunde vel heller ikke tænke sig en Lære, der staar i mere stik Modsætning til saa vel hele vor Grundlovs Aand og Tankegang som de af dens enkelte Paragrafer, der handler om Ministrenes Ansvarlighed og Rigsretten (§§ 5, 20, 30, 75 f, 82 f, 86 og 87).
Der er flere andre Bestemmelser i vor Grundlov, der gjør vort Samfund mere demokratisk end noget andet monarkisk Lands,
