Parlamentarismen er erkjendt Statsskit. Hos os, hvor den endnu er saa ny, og hvor det ene politiske Parti nægter at anerkjende den, her vilde en hvilkensomhelst, selv den mindste Fremgang for Høire være farlig. Høire vil anvende alle Midler for at faa en Minoritetsregjering gjenindført, derom kan man være forvisset.
Men det gamle Høire maa aldrig igjen komme til Magten. Naar er nyt Høire fremstaar, der aabent og tillidsvækkende hylder Parlamentarismen, da bliver de Sager, som staar paa Dagsordenen, alene de bestemmende. Men indtil dette sker, er der en dobbelt Grund til at give Ministeriet Sverdrup sin Tilslutning. Thi Sverdrup repræsenterer Parlamentarismen, Folkets Selvstyre her i Landet. Skulde det lykkes Høirepartiet at faa indsat igjen et Minoritetsministerium, da kommer vi atter tilbage til den samme oprivende, ufrugtbare Strid, de samme farlige, halv revolutionære Tilstande, i hvilke Selmers Ministerium førte os ind, og hvorfra det Sverdrupske Ministerium reddede os ud.
Det, som vi til Sommeren først og fremst maa gaa til Valg paa, er Opretholdelsen af den vundne Seier, Parlamentarismen; med den alene kan vi i Fred arbeide paa de Sager, der kræver Løsning. Og disse er mange; thi det forholder sig ikke saa, at det liberale Parti repræssenterer en gold Stillestaaen, dette blot at bevare den nu vuudne politiske Stilling. Det har tvertimod paa sit Program en Række store og gjennemgribende Reformer, der kræver Drøftelse og Bearbeidelse for senere, efterhvert som de bliver modne dertil, at indforlives i vor Statsorganisme i den Form, som vort Folk finder at passe for vore Forhold.
Blandt saadanne Reformer, der i den nærmeste Fremtid venter paa sin Lysning, kan nævnes:
Jurysagen,
Omordning af Hærvæsenet,
Forbedret Folkeskole,
Menighedernes Indflydelse paa Valg af Præster,
Kvindesagens Fremme,
Arbeidersagen og Husmandsæsenet,
tilligemed flere, alle sammen Reformer, der paa det nøieste knytter
sig til vor demokratiske Samfundsordning og til det Folkets
Selvstyre, som nu fuldt ud er sat i Værk. Men for at disse Spørgsmaal
kan behandles paa en rolig og frugtbringende Maade, er
det først og fremst nødvendigt, at vi ikke paany kastes ind i en
konstitutionel Feide, hvad der uomtvistelig vilde blive Følgen,
hvis det skulde lykkes det nuværende Høire gjennem nogen Fremgang
ved Valgene eller paa anden Maade saaledes at forplumre
