Det liberale Parti i vort Land vandt isommer en Seier, større
og mere vidtrekkende, end nogen havde vovet at haabe. Nu gjelder
det for det samme Parti at holde den engang vundne
Stilling, og det turde ikke falde saa let, som mange tænker. Mangen
Venstremand mener som saa, at nu er alt naaet, nu er der intet
mere at gjøre, saa man kan hengive sig til en sorgløs Ligegladhed.
Saadanne Tanker sniger sig saa let ind efter en stor Seier;
men Historien har de mange Exempler paa, hvorledes Seieren
derved let er gaaet tabt. Dels altfor stor Tryghed, dels indbyrdes
Splittelse er de Farer, som saa altfor hurtig kan spille en
Seieren ud af Hænderne.
Hvad vi hidtil har opnaaet, er væsentlig kun at faa det norske Folks Suverænitet, dets Husbondsret, saaledes som den blev indskrevet i Grundloven i 1814, virkeliggjort i vort offentlige Liv. Men vi har liggende for os et stort og mangegrenet Arbeide, som de mange Aars hidsige Kampe har skudt tilside, og skal noget kunne udrettes, da maa først det Flertalsherredømme, den Parlamentarisme, som med Ministeriet Sverdrup er indført i vort Statsliv, bevares og sikres. Det er Betingelsen for al fredelig Udvikling, for alt Arbeide paa det offentlige Livs Omraade. En hver ved, hvilken Skade Minoritetsstyret har paaført vort Land, og alle aner vi mere eller mindre klart, hvilke større Ulykker der ivaar truede med at herje vort Samfund, men som heldigvis blev afværgede. Saadanne farefulde Tilstande vil det norske Folk ikke igjen resikere at faa, og derfor gjelder det nu for enhver liberal Mand at verne om de Fordele, vi nu har erhvervet.
Vi siger, at det er Grundlovens Aand og Mening, som nu i Aaret 1884 efter 70 Aars Forløb er trengt ud i Virkelighedens Verden. Høire derimod paastaar om os, at vi er det radikale, det revolutionære Parti, som vil omstyrte Grundloven af 1814, og saa kalder de sig da selv Grundlovsvenner. De taler om, at hvis der ikke skal være Minoritetsstyre hos os, saa er der intet,
