dom kan Intet gjælde, som ikke udgaaer af et christeligt troende Hjerte; derom er nu ikke den allermindste Tvivl.
Men skjønt saaledes det Indvortes er Hovedsag ved Christendommen, ja skjønt denne maaskee for en stor Deel kan siges at være „et skjult Liv i Gud“ – fordi nemlig kun Gud kan see, om En er isandhed en Christen eller ei –: saa er Christendommen dog ikke blot og bar Indvorteshed, blotte skjulte Tanker og Følelser, der ene og alene vedkomme den Enkelte, hos hvem de findes. Dette viser sig paa flere Maader. Thi for det Første er det vel saa, at dette indre Liv, der er Christendommens Kjerne, Troen, „det nye Liv i Christo,“ efter Christendommens egen Lære frembringes ved Guds Aands underlige Virkning paa Hjertet, og at ingen udvortes Midler, ingen Kjede af ydre naturlige Aarsager er i Stand til at udrette noget Saadant; men denne Guds Undervirkning gaaer paa den anden Side dog ikke for sig ganske uden naturlige Midler. Det er med Hjertets Christendom paa en vis Maade ligesom med Christus selv: han var den Høiestes Søn og undfangen af den Helligaand; men dog lod Gud ham fødes af en jordisk Moder, lod ham vore og modnes paa naturlig Viis og underkastede ham i det Hele den Maade, hvorpaa ethvert Menneske efter Naturens Lov udvikler sig, kun med de Undtagelser, der nødvendig fulgte af hans høiere Udspring og hans høiere Bestemmelse. Saaledes falder heller ikke den christne Tro lige ned fra Skyerne uden at forberedes og udvikles paa en saadan Maade, som i det Hele stemmer med den menneskelige Natur og de menneskelige Vilkaar. Ingen bliver saaledes f. Ex. Christen, medmindre Christi Ord paa en eller anden Maade bliver ham forkyndt – for ikke engang at tale om Daaben, hvis Nødvendighed og Betydning det blev for vidtløftig her at vise. „Hvorledes skulle de troe, .... naar der ikke er Nogen, som prædiker?“ siger allerede Apostelen (Rom 10, 17). Og ligesom Enhver der
