baaret Korn Aar efter Aar uden at være lagt ud til Eng, hvorfor Afgrøden, som fordetmeste bestod i Havre, sjelden var over 3 a 4 Fold efter Udsæden. Lidt Byg og Blandkorn fik af og til nogen Gjødsel, men da Bearbeidelsen var daarlig og Jordsmonnet for fugtigt, tog alslags Ugræs saaledes Overhaand, at Avlingen var yderst ringe Af Poteter, som bestandig sattes paa det samme Stykke, og som fik næsten al den opsamlede Gjødsel, avledes dog i Almindelighed kun 5–6 Fold, da; ogsaa her Fugtigheden og Ugræsset hindrede en frodig Væxt. Da der Intet laa til Slaatteland, saa bestod Høavlingen kun i det ganske ubetydelige Hø, som kunde slaaes langs Gjærder og hist og her mellem Agrene samt paa Myrstykket, der formodentlig af den Grund ikke var rørt; Følgen var altsaa, at de 2 Kjør, som holdtes paa Pladsen, blev sultfodrede over Vinteren paa Halm, og kunde altsaa ikke skaffe Mælk til Husholdet; og den ubetydelige og daarlige Gjødsel, som faldt, var ikke tilstrækkelig til at holde Ageren i frugtbar Stand. Der avledes derfor ogsaa hvert Aar mindre og mindre, og nogle Stykker var allerede saa udmagrede, at de ikke længer vilde give stort mere end Saakornet, hvorfor de blev overladt til sig selv og tjente kun til at holde Livet i et Par usle Saaer Sommeren igjennem.
Omtrent saadan var Pladsens Tilstand, da Gudbrand overtog den, og han indsaa strax, at det paa denne Maade var en daarlig Ting at anvende Saakorn og Arbeide, hvorfor han lod al den udmagrede Ager ligge og tog fat paa de bedste Stykker, hvor han kunde haabe at have Noget igjen for sit Stræv. Jeg maa her ikke undlade at gjøre den Bemærkning, at Gudbrand var saa heldig at være kommen til en Gaard, hvis Eier selv var kyndig i Jorddyrkning og gjorde sig en Glæde af at veilede og raade Husmanden, og som, da han mærkede, at G. var ligesaa forsynlig og sparsommelig, som han var tænksom og arbeidsom, Tid
