melig, ogsaa er isandhed menneskelig, at den netop fylder og optager det bedste Menneskelige i os, det, hvori egentlig alle Mennesker skulle mødes.
Se, Alt dette fører nu til, at Christendommen ikke alene maa være noget Indvortes, men ogsaa noget Udvortes, ikke alene noget Skjult og Usynligt, men ogsaa noget Aabenbart og Synligt, ikke alene Enkeltmands Tro, men ogsaa et Fælledsskab, et Foreningsbaand. Christendommen trives først ret i det christelige Samfund, hvor Troen annammes og meddeles, og hvor Medlemmerne ved at mødes i Enighed og vidne for hverandre ligesom aflægge hver sit smaalige snevre Væsen, sine særegne kjødelige Lyster og Tilbøieligheder, og netop komme til at føle sig som det, de i Sandhed skulle være, som Christne. Saaledes har jo ogsaa Christus selv sagt: „Hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg selv tilstede.“ (Matth. 18, 20).
Derfor har ogsaa Gud sørget for, at der skulde være et saadant christeligt Samfund, Kirken, (et Ord, som egentlig betyder Herrens Samfund, men siden ogsaa bruges til at betegne det Huus, hvor dette samles), hvilken allerede er grundlagt af Christus, der han bød sine Disciple at holde Nadver til hans Hukommelse, samt da han befalede dem at gaae ud i Verden, lære og døbe alle Folk i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Fra denne Begyndelse har da Christi Kirke efterhaanden udbredt og befæstet sig lige til den Dag idag, og vi haabe fremdeles, efter Stifterens Ord, at „Helvedes Porte ikke skulle faae nogen Magt imod den.“
Ogsaa om Kirken kan man sige, at den er en usynlig, forsaavidt som den egentlig er et aandeligt Samfund og i sin Sandhed grunder sig paa en levende Tro i Hjertet, som ingen uden Gud kan see; men den er alligevel ogsaa en synlig, blandt Menneskene bestaaende Indretning, som Ver-
