denskrøniken veed at tale om, og som selv de Vantroende maae see og merke er til. Skjønt af guddommelig Oprindelse, er den dog ogsaa menneskelig og verdslig, fordi den, om end ikke af denne Verden, dog er i Verden, og saaledes ligesom sin guddommelige Stifter i mange Stykker underkastet denne Verdens Vilkaar, dens fremadskridende Udvikling, ja tildeels maaskee ogsaa dens Skrøbelighed og Forkrænkelighed, hvoraf den dog stedse skal hæve sig til den Uforkrænkelighed, der udgjør dens sande Væsen.
Da Christus havde forladt Jorden, sadde hans Disciple kurre og forsagte og skjulte sig af Frygt for Jøderne. Deres Tilstand viser os et Billed paa den Tro, der vel boer i Hjertet, men som ikke kan eller tør komme frem, stænger sig inde og ikke vover sig ud i Verden. Men da de paa den første Pintsedag vare forsamlede i Templet, da, fortælles der, kom der fra Himmelen Ildtunger, som satte sig over dem, og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og priste Gud med andre Tunger, eftersom Aanden gav dem at tale. Og Peder oplod Røsten og talte høit om Guds underlige Gjerninger, og med saadan Kraft, at henved tre Tusinde lode sig døbe. Hvorledes nu hiint Tegn, som paa første Pintsedag upaatvivlelig skede, nærmere er at forstaae og forklare, det ville vi her ikke forske efter; de Lærde kunne længe nok tviste derom; men Saameget er vist, at den christne Menighed først fra den Tid af fik Tunge at tale med, og at den aabne Bekjendelse løste Hjertets Tvivl og Frygt, saa at hiin lille Hob, der før sad taus og ængstlig bag de lukkede Døre, neppe var til at gjenkjende i disse Mænd, som nu baade levende følte og lydelig forkyndte, at det var dem givet at arve baade Jorden og Himmelen.
Da var der først et christent Samfund og en Christen Bekjendelse!
