Der kunde nu vistnok være meget Mere at sige om
hvad dette Samfund har at betyde, og hvad det allerede fra
sin første Begyndelse ligesom pegte hen imod. Man kunde
saaledes f. Ex. lægge Merke til, at Kirken allerede strax
viser sig som almindelig, d. e. bestemt til at omfatte den
hele Menneskeslegt, saa at det her ikke skulde gjøre nogen
Forskjel, til hvilket Folkeslag Menneskene høre, i hvilken
Stand og Stilling de ere o. s. v. Her gjælder det kun at
være sandt Menneske og Christen. Allerede paa hiin
Pintsedag hørte man Guds underlige Gjerninger at prises i
de forskjellige Tungemaal, hvilket aabenbart tyder hen paa,
at Evangelium skal forkyndes for alle Folk, og at der i
Christendommen ikke skal være Forskjel paa Jøder og Grækere,
men at der skal blive een Hjord og een Hyrde.
Men vi maae see til ikke at komme for langt ud i disse Betragtninger, saa vi glemme hvad vi her egentlig have foresat os at tænke over.
Det er da klart, at fra den Stund, det christne Samfund var aabenbart og haandgribeligt i Verden, maatte det ogsaa sørge for at indrette, ordne og befæste sig der. Det maatte have Lærere og en Styrelse. De af Herren selv indsatte Apostler vare nu naturligviis de første baade Lærere og Styrere, men de maatte, som Kirken udbredte sig, snart antage Medhjælpere, og saaledes blev det kirkelige Embede meer og mere mangfoldigt og i Tidens Løb adskilt i flere Trin eller Grader. Men især var det nødvendigt, at den christne Kirke kjendte sine Lemmer, at den klart skilte sig ud fra alle andre Samfund og i det Hele fra alle de Mennesker, der ikke hørte til Kirken. Den naturligste Maade, hvorpaa dette kunde skee, var vel ved den aabenbare Bekjendelse, derved, at Enhver udtrykkeligt vidnede om den Tro, han havde modtaget. Allerede ved Optagelsen i de Christnes Samfund maatte derfor vistnok en saadan Bekjendelse aflægges; hvilken ja paa en Maade
