sine Kreature noget mindre Foder i den Tid de stode borte, som det heder, eller ikke mælkede; men han mærkede snart, at dette var urigtigt; thi de mælkede da siden ikke saa meget, som naar de hele Tiden havde faaet den samme fuldstændige Fodring.
Hvad Sommerfodringen angaar, saa havde G. Rettighed til, som jo er det sædvanlige for Husmændene, at slippe sine Kreaturer i Gaardens Udmark og Skog, og uagtet Havningen her ikke var af det daarligste Slags, saa fik dog ikke Koen paa langt nær, hvad den kunde fortære, og Afdraatten var derfor ikke hvad den burde være. Han begyndte derfor allerede efter nogle Aars Forløb, da han var kommen i Tur med at saa Kløver og Græsfrø, at give Kreaturerne et Maal eller to med grønt Foder, naar de kom ind om Kvælden; og eftersom han forstod, at dette svarede god Regning, forøgede han denne Fodringsmaade saaledes, at han nu allerede i flere Aar har fodret Koen ligesaa meget inde som ude om Sommeren; og det Bryderi, som denne Fodring skaffer hans Kone, paatager hun sig mer end gjerne, da hun har Syn for Sagen, at denne Fremgangsmaade er gavnlig. Hans Turnips- og Kaal-Ager kommer ham ogsaa meget tilhjælp med Grønfoder om Sommeren, da Konen daglig borttager og opfodrer de underste Blade, eftersom disse bliver fuldmodne, altsaa førend de visne. Han har ikke mærket noget synderligt Afslag paa Røddernes Størrelse ved denne Afbladning, naar den sker med Forsigtighed; men Fordelen derved er betydelig. Gudbrand er saaledes kommen til fuld Vished om, at kun ved at holde Kreaturerne ved god og kraftig Næring hele Aaret rundt, har man den rette Fordel af dem, og at intet kan være mere feilagtigt end at spare for Koen; thi da er der snarere Tab end Fordel ved at holde den. Har man Mælk i Huset og dertil alleslags Rodvæxter, saa mangler man aldrig, hvad der kan laves baade god og kraftig Mad af.
