ogsaa hjulpet til med Børstearbeidet, og da dette nu er bedre fordelt mellem de Voxne og Børnene, saa gaar det rask fra Haanden og giver altid en god Hjælp. Kostene sælges gjærne, naar Gudbrand alligevel reiser til Byen. Børnene har forresten ogsaa begyndt at gjøre Straafletter af forskjellig Slags, – sy simple Hatte sammen og kappes heri med hverandre, og da de faa Lov til at beholde lidt af Fortjenesten selv, saa opmuntrer dette dem saameget mere. Lad end dette Arbeide ikke give saa stort Udbytte, saa bliver dog Tiden nyttigt anvendt, og Gudbrands hæderlige Familie erkjender i fuldt Maal, at „Tid er Penge!“
Halstein. Goddag, Helge. Nu blir Du med i Byveien om Mandagen?
Helge. Var det likt sig! Jeg har ikke Tid at reise før om Fredagen.
Halstein. Om Fredagen! Og Brylluppet skal staa om Søndagen! Du gjør bare Nar af mig, ved jeg. Eller har Du skaffet Dig Vinger kanske?
Helge. Næsten – ti Dampen er næsten ligesaa god som Vinger, og jeg reiser med Damp, ser Du.
Halstein. Reiser Du med Dampen? Det blir en kostbar Reise; Du skal jo have Las baade op og ned?
Helge. Ja, baade et og to. Men endda tænker jeg at reise en god Del billigere end Du, Halstein.
Halstein. Det var rart. Jeg kjører med mine egne Hester, og har For med til dem og Niste til mig selv; jeg har saaledes ikke andet Udlæg end Færgepengene ved Minde, og Bropengene, og saa nogle Skilling for Lossementet i Byen.
