Helge. Nu, Du regner altsaa Intet for Tiden,
som Du hefter bort for Dig selv og med Hestene.
Halstein. Nei, hvad skulde jeg vel regne for Tiden? Vi maatte jo leve hjemme ogsaa, og bestille noget med; saaledes kommer det jo ud paa Et, hvad vi gjør. Tingen er, at Reisen maa gjøres, og det kommer an paa at slippe med saa lidet kontant Udlæg som muligt.
Helge. Ja, men ved Du, hvad jeg kalder den Regningen, Halstein? Jeg kalder det at holde paa Skillingen og lade Daleren gaa. Jeg vil sætte op med Dig, at Byreisen ikke skal koste mig halv saa meget som Dig.
Halstein. Janok, lad os vædde. En Daler kan være nok; saa ved jeg, at jeg har frit Ophold under Byreisen. Jeg ved, hvad det koster at reise med Dampen; Du behøver ikke at fortælle mig det; og vel ved jeg ikke saa akkurat, hvad det koster med Jærnbanen, men jeg kan tænke mig, at det blir en Dalers Penge for Lasset. Nei, dengang har Du forsnakket Dig, Helge; betal mig Daleren først som sidst; Du maa saa ud med den lel. Ha, Ha, Ha, dengang tog jeg Dig, Helge.
Helge. Far ikke saa fort, Mand! Du gjør Regning uden Vært, skal jeg sige Dig. Jeg skal være med at opgjøre Regningen, jeg ogsaa, og da tænker jeg, den ler bedst, som ler sidst. Hør nu, hvorledes jeg regner. Nu vil jeg først beregne, hvad Din Byreise koster. Lad os anslaa Dit kontante Udlæg til 1 Daler. Baade Du og jeg har gjort saamangen Byreise i vore Dage, at vi ved, der altid søles bort nogle Skilling paa en Reise, som medtager hele Ugen. Saa regner jeg for 2 Hester med hver sin Kar Taler for hver om Dagen; det udgjør 6 Daler.
Halstein. Nei, stop nu; slig Regning tager jeg ikke for god; jeg regner Intet, siger jeg Dig for Hestene og Karlene; de skal jo fødes alligevel, ved jeg.
