Helge. Jasaa. Skulde de fødes uden at bestille
Noget hjemme?
Halstein. Hestene ved Du jo, vi Intet videre Brug har for senhøstes, og Drengene kunde jo rigtignok træske, men det vinder vi nok endda?.
Helge. Nej, min kjære Halstein; jeg erkjender ikke Rigtigheden af Din Vurdering af Hesterne og Drengen. Jeg for min Part har fuldt op at bestille for dem Aaret rundt, og min eneste Klage er, at Tiden aldrig strækker til – at hvor nøie jeg passer hver Stund, saa blir meget ugjort som burde være gjort.
Halstein. Ja, Du, Helge, Du har nu saamange Paafund, men jeg er af den gamle Stok, jeg, og jeg mener, jeg lever, jeg ogsaa. Jeg driver min Gaard som Far min gjorde og som Far hans gjorde før ham, og blir jeg ikke rigere, saa blir jeg da heller ikke fattigere, ved jeg.
Helge. Du blir ikke fattigere, siger Du. Du var rigtignok i en heldig Stilling, da Du fik Gaarden; Du var eneste Barn, og der hvilede ingen Heftelser paa den. Du har 4 Børn, og forudsat, Du avler saameget som Din Far avlede, hvilket jeg dog ikke tror, ti selv den bedste Jord blir træt af at yde Aar efter Aar uden at hvile; men sæt, at Du avler ligesaameget som Din Far, saa har Du 3 Munde mere at føde end han havde, og er end ikke Du fattigere end han var, saa blir dog Dine Børn fattigere end Du er, naar de bare faar en Fjerdepart af det, Du fik alene. Du har holdt Din Gaard vedlige, det er sandt; men for at Du kunde siges at være ligesaa rig som Din Far, burde Du have forbedret Gaarden i et rimeligt Forhold til Tallet af Dine Børn.
Halstein. Jeg synes Alt, hvad der med Billighed kan kræves af mig, er, at jeg vedligeholder hvad jeg har faaet. Lad mine Børn gjøre ligesaa.
