Halstein. Og Du indbilder Dig, at nogen Dreng
vilde være at faa til at gjøre alt dette.
Helge. Ja, jeg ikke alene indbilder mig, men jeg er ganske vis paa, at saadanne Drenge findes. Min Dreng f. Ex. gjør netop saaledes, som af mig beskrevet.
Halstein. Og med det Gode?
Helge. Naturligvis. Hvorledes skulde det vel gaa med det Onde? En skikkelig Gut vil gjøre det, som enhver anden Ting, naar man forklarer ham Tingens Nytte; hvorvel det naturligvis var hans Pligt blindt hen at gjøre, hvad han sættes til, saa gaar det meget lettere, naar Hensigten forklares, og det koster dog saa liden Umag.
Halstein. Det undrer mig, at Du ikke fører mig Tabet af mit eget Affald, eller Exkrementer som det jo heder i Bøgerne, til Regning.
Helge. Ja, det vilde jeg visseligen have gjort, dersom jeg havde haft det mindste Haab om, at Du vilde laane Øre til en saa vigtig Sandhed, men hidindtil ansees jo den kraftigste af al Slags Gjødsel af Dig og de Fleste for Noget, man ikke let nok kan skille sig ved. At opsamle den og ved Tilsætningen at formere den, det er forbeholdt kommende mere oplyste Tider.
Halstein. Ja, Du Helge, Du Helge, Du faar det nu til, Du! Har Du ikke glemt Noget? Er nu Alt, baade Smaat og Stort, taget ind i Regningen?
Helge. Jo, nu tænker jeg vi er færdig med Din Regning og kan tage fat paa min.
Halstein. End Kjødbenene af Nisten, Vennen min, har Du regnet dem? Ha, Ha, Ha!
Helge. Nej, det er sandt, dem har jeg virkelig glemt. Og jeg tænker der blir mindst et Pund Ben af en slig Niste, som udfordres til to Karle i en Uge. Der kan koges en god Suppe paa de Ben først og fremst, og siden giver de Gjødsel – lad mig se: til af et Maal. Regner jeg, at
