der avles 30 Tønder Potetes paa Maalet, saa taber Du altsaa omtrent 1 Tønde paa de Kjødben, Du fører med til Byen, hvis Du ikke vil gjemme dem til Du kommer hjem, og sælge dem der til en Benhandler; ti det vilde jo altid blive noget brysamt at føre dem med sig hjem igjen.
Halstein. Ja, det vilde rigtig blive for brysamt. Aanej, Du; jeg mener vi slaar en Streg over Benene. Ha, Ha, Ha. Du er den underligste Krop, jeg kjender, Helge. Naar man hører Dig snakke saaledes, skulde man tro Du var rigtig en Gnierpind af første Skuffe; men Du er da ikke det heller; jeg kan ikke sige det.
Helge. Nej, Du har Ret, Halstein: jeg er ingen Gnier, men jeg er heller ingen Ødeland. Jeg kan ikke bekvemme mig til at søle bort Ting, som kan være mig selv eller Andre til Nytte. Og der er ingen nyttigere Ting end Tiden, og ingen Ting, som søles mere tankeløst bort end denne. Dernæst søles der bort paa en Gaard en Mængde Smaating, som hver for sig ikke er af stor Betydning, men som samlet og rigtig anvendt, kan ansættes til en større Sum for Aaret end Nogen skulde tro, der ikke har prøvet det. Hertil regner jeg mange Slags Affald, som man ikke er vant til at betragte eller anvende som Gjødningsstof, men som ikkedestomindre er det, og som af den Grund fortjener al mulig Opmærksomhed. Naar jeg siger Dig, Halstein, at jeg Aar om andet gjødsler et Maal Jord med de paa Gaarden faldende Ben, saa vil Du ikke tro det, og dog alligevel er det sandt. Du ved, at jeg nu føder og avler dobbelt saa meget paa Bruget, som da jeg fik Gaarden. Hvorledes havde det været muligt; dersom jeg ikke havde benyttet Tiden vel og derhos ikke sløset Noget bort, som kunde komme til Nytte, om end nok saa ringe. „Mange Bække smaa gjør en stor Aa,“ er et sandt Ordsprog, det ved jeg af egen Erfaring.
Halstein. Ja, ja, min kjære Helge, det kan vel
