være Noget i det, Du siger; men jeg er saa gammel nu til at faa det ind i Hovedet. Kan Du imidlertid lære han Baard, Sønnen min, hvorledes han skal bære sig ad for at gjøre Nygaarden saa god som Bruset, da skal Du have Tak.
Helge. Jeg vil med Fornøielse sige ham, hvorledes jeg har drevet Bruset i disse 20 Aar; men det er kun lidet, jeg ved; jeg var en gammel Kar, da jeg tog Bruget, og jeg havde Ingenting lært udenfor min Kristendomskundskab. Men Nøden lærte mig at bruge min Eftertanke, og jeg lærte meget af Samtaler med Præsten, som var en dygtig Jordbruger, foruden at han var en dygtig Præst, og hvad der er bedst af Alt – en retskaffen Mand. Desuden brugte jeg mine Øine, naar jeg var i Byveien; der kan læres meget paa et saadant Stykke Vei, naar man bruger Øine og Øren. Men dette er en langvarig og tidsspildende Skolegang. Nutildags har man Midler til at naa Maalet paa en kortere og bedre Maade. Sæt Din Søn paa Landbrugsskolen, Halstein. Der faar han det rette Greb paa Tingen. Jeg vil ikke sige, at han er en fuldkommen Jordbruger naar han har gjennemgaaet Landbrugsskolen; men han har lagt en Grundvold, hvorpaa med Sikkerhed kan bygges. Han lærer der, hvor og hvorledes han skal søge Kundskaber. Han lærer at læse en Bog med Eftertanke og at gjøre Brug deraf. Naar han er færdig med Landbrugsskolen, bør han en liden Stund tage Skræppen paa Ryggen og se sig om i Landet. Han vil lære meget ved at se de Lærdomme, han bar faaet, praktiseret paa forskjellige Steder og ved at sammenligne hvad han ser med hvad han han har lært. Men jeg mærker, jeg blir snakkesalig paa mine gamle Dage. Vi kom rent bort fra, hvad vi egentlig skulde tale om, nemlig Byreisen. Vi var færdig med Din Reise Halstein; lad os nu tage fat paa min.
Halstein. Som Du vil, Helge; men jeg giver mig allerede tabt.
